I 2021 gik vinhøsten helt galt for os. Hvepsene hyggede sig med at spise stort set alle vores Solaris-druer, så der var ikke noget at lave hvidvin af. Vi tog os lige den frihed at tage på ferie samtidig med at de blå druer, Rondo, skulle høstes – høstede da vi kom retur, men allerede inden vi rejste kunne vi vurdere at der blev ikke meget ud af de blå druer.
Men, så kom vi til 2022. Et dejligt år. Denne gang havde vi taget højde for hvepsene og var parat med dejlig sukker vand til hvepse, som resulterede i at de stort set ikke rørte de hvide druer. Det betød, at der blev en rigtig god høst i 2022. Vi har nu ca. 90 liter stående på balloner og ca. 25 liter, som er på egetræsfad og ved at blive til, en forhåbentlig, god hvid portvin (hedvin). Så alt i alt blev der ca. 115 liter vin/portvin ud af vinhøsten i 2022. Næste skridt er at flaske hvidvinen i maj/juni og lige få undersøgt/smagt på, hvornår den hvide portvin er klar til at komme på flasker. Der er lidt anderledes med portvin, da den står på egetræsfad og overflade påvirkning skal man holde øje med (ikke nogen dårlig tjans).
De blå druer, Rondo, har vist sig fra deres gode side. Vi valgte at trække høsten af druer så længe som muligt – uden at der gik råd og anden utøj i druerne. Dette for at få så meget sukker og sødme som muligt.
Vi tror at vi har fat i noget, der kan blive til noget godt. Frugtsmagen er rimelig gennemtrængende – vi har tilsat lidt sukker for at hæve % lidt, da sukker indholdet ikke var højt nok i druen. Der blev ca. 70 liter af den blå drue. Vi har valgt at sætte de 55 liter på et egetræsfad og håber på, at vinen er klar inden for et år til 1½ inden den kan flaskes og ligge yderligere et eller 2 år, hvor den fortsat vil ligge og modne. Igen skal man her følge udviklingen og have den dejlige tjans at smage, vurdere og tage den endelige beslutning inden flaskning. Som man kan se på billederne, var der lige et mindre uheld omkring omstikning af de blå druer fra ballon til egetræsfad – fadet har fået en pæn rød farve.
I 2022 har vi atter været på kursus, både på Sjælland og på Fyn. Det er super dejligt at lære i praksis og ikke mindst at være sammen med andre vinavlere og udveksle erfaring og ikke mindst læring. Bl.a. på Fyn indeholdt kurset en praksisdel, hvor vi bl.a. høstede druer, pressede og fulgte op på gæringsperioden – et meget lærerigt kursus. Vi kunne så sideløbende arbejde med vores egne druer og dermed få arbejdet det lærte mere ind i vores proces med vinavlen.
På grund af al den regn og nedbør der kommer i perioder, har vi været nødsaget til at få lavet et dræn/brønd, hvor regnvandet kan samle sig og vi evt. kan pumpe det væk. Dette for at vinplanterne ikke skal komme til at stå i meget våd jord, som så hvis og når der kommer frost vil have svært ved at klare sig.
Nedenfor har vi lagt nogle billeder ind, så I kan se billeder fra høsten og de hvide druer og den efterfølgende afstilkning og presning af druerne. Der er også billeder fra høst af de blå druer, afstilkning og presning. Så er der også billeder af vores egetræsfade – portvin og rødvin (farven afslører alt).
At dyrke og lave vin er en fortsat række af anskaffelser, udvikling og ikke mindst opsamling/indhentning af viden. At der er en del fysisk arbejde med selve vinplanten, drives af en motivation og tro på, at slutproduktet bare er helt fantastisk.
Vores store udfordring og ambition er selvfølgelig at fortsætte med at producere og udvikle vores arbejde omkring planterne og fremstilling af gode (fantastiske) vine. Ambitionen indebærer også, at vi arbejder med at få etableret en vineri, således at vi også kan, med god samvittighed, sælger vores vin på lige fod med vores produkter af får, lam og udlejning af ridehus.